Ofte stillede spørgsmål om indskydergaranti

Den 30. september 2010 udløb den midlertidige og ubegrænsede statsgaranti for indskud i danske pengeinstitutter, der er med i Bankpakken. I stedet kommer der en indskydergaranti på max. 100.000 euro  - ca. 750.000 kr. - pr. indskyder. Særlige indlån som for eksempel indlån på pensionsordninger vil fortsat være dækket ubegrænset.

Folketinget har vedtaget en ny afviklingsordning for nødlidende pengeinstitutter efter 30. september.

I denne oversigt over ofte stillede spørgsmål får du et overblik over, hvordan indskyderne er stillet, hvis et pengeinstitut skal afvikles efter den nye afviklingsordning. Der er også konkrete eksempler på, hvordan indskydergarantien dækker. 
 

Spørgsmål & Svar

Hvad går den nye afviklingsordning ud på?

Ordningen går ud på at sikre at nødlidende banker bliver afviklet på en kontrolleret måde, og at bankernes kunder bliver påvirket mindst muligt. 
 

Hvad sker der med mine indlån, hvis mit pengeinstitut skal afvikles efter ordningen?

Hvis du har almindelige indlån op til 100.000 euro, er de dækket fuldt ud af indskydergarantien.
Særlige indlån som for eksempel indlån på pensionsordninger er dækket fuldt ud. 
 

Hvad er almindelige indlån?

Almindelige indlån er

  • alle former for anfordringskonto
  • konti med opsigelse 
  • indskud for en bestemt periode.

Altså kontoformer uden for eksempel skattebegunstigelse. Se nedenfor under særlige indlån. 
 

Hvad er særlige indlån?

Særlige indlån er:

  • alle former for pensionsordninger
  • børneopsparingskonti
  • boligopsparing
  • uddannelsesopsparing
  • etableringskonti
  • advokaters klientkonti
  • indskud i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålsloven og arveloven
  • skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte
  • deponeringer i henhold til deponeringsloven. 
     

Hvis uheldet er ude og mit pengeinstitut skal afvikles efter ordningen, hvor lang tid går der så, før jeg får mit indskud op til 100.000 euro? 

Indskud op til 100.000 euro udbetales snarest muligt og senest 3 måneder (efter den 31. december 2010 20 dage) efter at pengeinstituttet er gået i betalingsstandsning eller konkurs.

 

Hvad sker der hvis jeg både har et indlån og gæld til pengeinstituttet?

Hvis du har lånt penge i samme institut, hvor du har et indlån, bliver det beløb, som du skylder, som udgangspunkt trukket fra indlånet, når Indskydergarantifonden opgør din dækning.
 

Vi er et ægtepar med fælles konti i en bank. Har vi så en samlet garanti på 2 gange 100.000 euro?

Ja. Hvis flere personer er noteret som indehavere af en konto, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder for sin andel.

 

Gælder ordningen pr. indskyder pr. pengeinstitut, eller er det pr. indskyder i alt?

Dækningen er pr. pengeinstitut. Hvis du har indlån i flere pengeinstitutter, er du derfor dækket for op til 100.000 euro. i hvert af dem.

 

Hvad med mit dankort og de regninger, jeg har tilmeldt betalingsservice?

Du vil stadig kunne bruge dit dankort, og regninger tilmeldt betalingsservice vil blive betalt som hidtil.

 

Er alle pengeinstitutter der driver virksomhed i Danmark omfattet af Indskydergarantifondens dækning?

Som hovedregel gælder indskydergarantifonden udelukkende for danske pengeinstitutter. Filialer af udenlandske pengeinstitutter er dækket af indskydergarantien i hjemlandet. Filialer kan vælge at tilslutte sig den danske ordning, hvis den danske ordning har en højere dækning, end ordningen i filialens hjemland. 
 

Hvem er dækket af indskydergarantifondens dækning?

Både privatpersoner og virksomheder er dækket af indskydergarantifondens dækning. 
 

Hvis mit pengeinstitut går konkurs, hvordan forholder det sig så med min gæld?

Hvis pengeinstituttet vælger at lade sig afvikle efter den nye metode og indskyders nettokrav i det nødlidende pengeinstitut er negativt (altså gælden til instituttet overstiger indskyderens indlån), da vil kundeforholdet som udgangspunkt blive overført til datterselskabet af Finansiel Stabilitet A/S med uændrede betingelser. 
 

Hvis jeg har solgt en privatejendom og det deponerede beløb, der overstiger 100.000 euro, endnu ikke er frigivet, er dette beløb omfattet af Indskydergarantifonden?

Ja, fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil ni måneder fra indsættelsen er deponeret i.h.t. forudgående købsaftale, dog med fradrag af forpligtelser i relation til ejendomshandlen og for forpligtelser, der ikke er modregnet overfor det pengeinstitut, hvor købesummen er deponeret. 
 

Gælder samme regler for provenuer af realkreditlån?

Samme dækning og tidsfrist gør sig gældende for indskud af provenu af realkreditlån i.f.m. belåning af privatejendom – dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen og for forpligtelser, der ikke er modregnet overfor det pengeinstitut, hvor indskuddet er foretaget. Hvis provenuet af realkreditlånet vedrører nybyggeri af privat bolig gælder dog en to års frist. 
 

Hvad sker der med ansvarlig kapital?

Ansvarlig kapital i et pengeinstitut, der skal afvikles, såsom aktiekapital (bankaktier i netop det pengeinstitut), garantbeviser m.v. kan mistes fuldt ud. 
 

Eksempel 

Privatperson 

En indskyder har 1.000.000 stående som almindeligt indskud i et dansk pengeinstitut. Pengeinstituttet bliver nødlidende, og vælger at lade sig afvikle efter den nye metode.

Indskyderen opnår en dækning på 100.000 euro – ca. 750.000 kr. - gennem Indskydergarantifonden. Derudover kan indskyderen opnå en forholdsmæssig andel af de resterende ca. 250.000 kr.

 

Hvilke lån i fast ejendom kan modregnes ved opgørelsen af Indskydergarantifondens dækning?

Hvis du i forbindelse med optagelsen af et lån har stillet sikkerhed i form af pant i fast ejendom skal du være særligt opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan fradrage gælden i dine indlån i forbindelse med opgørelsen af Indskydergarantifondens dækning.

Lån optaget på baggrund af særligt dækkede obligationer (SDO-lån) kan ikke fradrages ved opgørelsen af Indskydergarantifondens dækning.

Finanstilsynet anbefaler derfor, at kunder, der har stillet sikkerhed i form af pant i fast ejendom og er usikre på, hvorvidt der er tale om et SDO-lån, retter henvendelse til deres pengeinstitut eller realkreditinstitut med henblik på at få mere information herom.

Eksempel

En indskyder har i sit pengeinstitut et navnenoteret indlån på 1.000.000 kr., og et SDO-lån på 500.000 kr. Hvis pengeinstituttet går konkurs vil indskyderen i det nævnte eksempel få udbetalt 100.000 euro svarende til ca. 750.000 kr. fra Indskydergarantifonden i tilfælde af instituttets konkurs. Restkravet, der alene kan anmeldes i konkursboet som dividendekrav, vil således kun udgøre 250.000 kr. Gældsforpligtelsen på 500.000 kr. består fortsat.

Hvis der havde været tale om et almindeligt lån, og ikke et SDO-lån, ville der være fradragsadgang for lånet på 500.000 kr. og kunden ville således have fuld dækning for hele indlånet, der efter fradrag holder sig under beløbsgrænsen på 100.000 euro/ca. 750.000 kr.

Oprettet d.  14.07.2010  og sidst redigeret d.  23.11.2011

Værd at vide

Har du spørgsmål, som ikke er med i oversigten, kan du sende dem til Finanstilsynet på e-mail: Finanstilsynet@ftnet.dk

 

Så vil vi forsøge at besvare dem hurtigst muligt.