Søg
Finanstilsynet har politianmeldt Pandora A/S for at have overtrådt pligten til hurtigst muligt at offentliggøre intern viden.
Pandora A/S offentliggjorde den 2. august 2011 en nedjustering af tidligere udmeldte forventninger til en omsætningsvækst på ”ikke mindre end 30 %” til en forventet vækst på 0 % hvilket bl.a. skete på grundlag af resultatet for 2. kvartal og en forværring af markedsforholdene i omsætningen for juli 2011. Nedjusteringen bevirkede at Pandoras aktiekurs faldt fra 147 til 51 den 2. august 2011.
Pandora A/S har til Finanstilsynet redegjort for forløbet i perioden op til nedjusteringen, og bl.a. oplyst at der hele juli måned foregik analyser af forskellige senarier for udviklingen i omsætningen, hvorefter Pandora A/S anså en 0 % vækst i omsætningen for den mest sandsynlige udvikling i 2011, hvilket blev udmeldt den 2. august 2011.
Det er Finanstilsynets vurdering, at Pandora senest den 18. juli 2011 var i besiddelse af så specifikke oplysninger, i form af faktiske omsætningstal for 2. kvartal og skøn over udviklingen af den fremtidige omsætning, at det var muligt at konkludere, at de tidligere udmeldte forventninger om en vækst over 30 % ikke kunne fastholdes. Dette anses at være intern viden der skulle være offentliggjort hurtigst muligt jf. § 27, stk.1. i lov om værdipapirhandel m.v.
Det er således Finanstilsynets opfattelse, at der udover nedjusteringen den 2. august 2011 burde være offentliggjort en nedjustering ikke senere end den 18. juli 2011.
Korrigeret 10. januar 13.45:
2. afsnit: "mindre end 30 %" rettet til "ikke mindre end 30 %"
Oprettet d. 10.01.2012 og sidst redigeret d. 10.01.2012
Beslutninger omfatter visse påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.