Lov om værdipapirhandel m.v. § 44 - Politianmeldelse - Danilund Ejendomsinvest A/S

Finanstilsynets beslutning af den 2. december 2011.

Finanstilsynet har politianmeldt Danilund Ejendomsinvest A/S for at have overtrådt reglen i § 44, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. idet selskabet har foretaget udbud af aktier til offentligheden uden at have offentliggjort et godkendt prospekt.

Finanstilsynet har ved beslutningen om at politianmelde Danilund Ejendomsinvest A/S lagt vægt på, at der på selskabets hjemmeside blev annonceret for aktierne, herunder ved et link til prospektet. Ved at lade oplysninger om udbuddet, herunder et ikke godkendt prospekt, være tilgængeligt på hjemmesiden, er det Finanstilsynets vurdering, at der er rettet henvendelse til en ubegrænset kreds af personer. Derved er selskabet omfattet af pligten til at udarbejde et prospekt ved udbud af værdipapirer, der er rettet til minimum 100 personer. Desuden er det tillagt betydning at der i udbudsperioden blev tegnet aktier.

Formålet med reglerne er at sikre, at prospektet indeholder de oplysninger, der anses for fornødne for, at investorerne og deres investeringsrådgivere kan danne sig et velbegrundet skøn over udsteders aktiver og passiver, finansielle stilling, resultater og fremtidsudsigter samt over en eventuel garant og over de rettigheder, der er knyttet til de værdipapirer, der udbydes til offentligheden.

Finanstilsynet konstaterede den 7. april 2011, at Danilund Ejendomsinvest A/S på sin hjemmeside udbød aktier til offentligheden. Det samlede udbud udgjorde 13.024.000 kr. svarende til ca. 1.700.000 euro. Udbudsperioden løb fra 11. marts 2011 og frem til 7. april 2011.

 

Oprettet d.  06.12.2011  og sidst redigeret d.  17.02.2012

Værd at vide

Beslutninger omfatter visse påtaler, risikooplysninger og politianmeldelser. Beslutninger er ikke underlagt reglerne i forvaltningsloven eller offentlighedsloven, og de kan således ikke ankes.