Delegation af beføjelser til OMX Den Nordiske Børs København A/S og Dansk Autoriseret Markedsplads pr. 1. november 2007

Pr. 1. november 2007 tilbagekalder Finanstilsynet sin delegation af tilsynet med oplysnings-forpligtelser for udstedere af værdipapirer fra OMX Den Nordiske Børs København A/S og Dansk Autoriseret Markedsplads A/S. De regulerede markedspladser finder, at der er fundet en operationel løsning for den fremtidige overgang af udstederes oplysningsforpligtelser.

Efter tilbagekaldelsen af delegationen vil de regulerede markeder fortsat have pligt til at kontrollere udstedernes overholdelse af oplysningsforpligtelserne i værdipapirhandelsloven, men de vil ikke længere have kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager efter værdipapirhandelslovens regler på Finanstilsynets vegne. Finanstilsynet vil have ansvaret for at påse overholdelse af oplysningsforpligtelserne i værdipapirhandelsloven som myndighed og vil derfor også overvåge selskaberne.

Tilbagekaldelsen er bl.a. en konsekvens af nye lovregler, som følger af implementering af MiFID-direktivet og transparensdirektivet. Udstederne kan efter de nye regler selv vælge hvilket medie, de vil benytte i forbindelse med offentliggørelse af oplysninger, hvor de tidligere havde pligt til at offentliggøre via den markedsplads, hvor selskabets værdipapirer blev handlet. Samtidig med offentliggørelsen skal udstederne indsende oplysningerne til Finanstilsynet.

Finanstilsynet skal fremover også modtage en række andre oplysninger, som tidligere blev indberettet til de respektive markedspladser. Det drejer sig om oplysninger om ledende medarbejderes og disses nærtståendes transaktioner, samt det årlige dokument, der indeholder alle de oplysninger, som er offentliggjort indenfor de seneste 12 måneder.

Delegationen til de regulerede markeder omfatter nu alene officiel notering af aktier, obligationer og aktiecertifikater. Hidtil har det ifølge lovgivningen kun været OMX Den Nordiske Børs København A/S, der som fondsbørs har haft beføjelsen til at notere værdipapirer officielt, men som reguleret markedsplads får Dansk Autoriseret Markedsplads nu også adgang til denne beføjelse.

Den nye bekendtgørelse om delegation af beføjelser til OMX Den Nordiske Børs København A/S og Dansk Autoriseret Markedsplads A/S vil være tilgængelig på Finanstilsynets hjemmeside inden den 1. november 2007.


Kontaktperson:

Direktør Henrik Bjerre-Nielsen

Direkte tlf.nr.:

33 55 83 13


Oprettet d.  12.06.2009  og sidst redigeret d.  16.10.2007