Søg
Orientering om Fondsrådets regnskabskontrol
Fondsrådet har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:
"Fondsrådet har fra 1. januar 2005 haft til opgave at foretage en kontrol af, om de børsnoterede virksomheder overholder de gældende regnskabsregler. Langt størsteparten af års- og delårsrapporterne er denne gang udvalgt på baggrund af en forudgående risikovurdering. Det vil sige års-/delårsrapporter, hvor der forekommer forhold, der erfaringsmæssigt indikerer en forhøjet risiko for fejl og/eller mangler i disse. Nedenstående resultater af kontrollen kan derfor ikke tages som udtryk for rapporternes kvalitet i almindelighed.
Fondsrådet har i 2005 foretaget kontrol af i alt 36 års- og delårsrapporter. 3 af sagerne er påbegyndt i slutningen af 2005 og er derfor endnu ikke afsluttet.
I 13 af de kontrollerede rapporter er der ikke konstateret overtrædelser, der kunne give anledning til en reaktion over for virksomheden.
I 15 års-/delårsrapporter har Fondsrådet fundet fejl og mangler, som ikke har betydning for investorernes beslutningstagen. Fondsrådet har i disse tilfælde givet virksomhederne påbud om at ophøre med de konstaterede overtrædelser i de kommende års- og delårsrapporter.
I 5 års-/delårsrapporter har Fondsrådet fundet væsentlige fejl og mangler af betydning for investorernes beslutningstagen. Her har Fondsrådet pålagt virksomhedernes ledelse at offentliggøre supplerende information til de offentliggjorte rapporter. Fondsrådets afgørelser har i disse tilfælde primært drejet sig om forkert anvendelse af bestemmelserne for indregning og måling, der har påvirket virksomhedernes rapporter, herunder resultater og egenkapital i væsentlig omfang. Rettelsen af fejlene har reduceret virksomhedernes resultater med mellem ca. 1,5 mill. kr. og ca. 30 mill. kr. og egenkapitalen med mellem 0 kr. og 133 mill. kr.
To af Fondsrådets afgørelser for 2005 er blevet indbragt for Erhvervsankenævnet.
Ud over den ovennævnte kontrol er der også foretaget en undersøgelse af anvendt regnskabspraksis for indregning og måling af udlån og garantier for 4 større banker. I disse sager har Fondsrådet rettet henvendelse til virksomhederne med påbud om ændring af regnskabspraksis på de områder, hvor Fondsrådet har vurderet, at denne ikke var i overensstemmelse med de gældende regler.
Fondsrådet har udarbejdet et resumé, der giver en orientering om den foretagne kontrol i 2005.
I resuméet er der endvidere orienteret om hovedlinjerne for Fondsrådets regnskabskontrol, herunder stikprøveudtagelse, gennemførsel af kontrol, reaktioner ved konstatering af overtrædelser samt offentliggørelse af Fondsrådets afgørelser m.v.
Resuméet kan downloades her
Kontaktperson: Vicekontorchef Tine Heerup
Direkte tlf.nr.: 33 55 83 73"
Oprettet d. 24.07.2003 og sidst redigeret d. 24.01.2006