Rapport om god værdipapirhandelsskik


Kontaktperson:

Vicedirektør Peter Sylvest Larsen, Finanstilsynet, tlf.: 33 55 82 82.

Det generelle krav til god værdipapirhandelsskik fremgår af § 3 i værdipapirhandelsloven, men Fondsrådet har hjemmel til at fastsætte uddybende regler.

Fondsrådet nedsatte på denne baggrund i april 1998 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde et udkast til bekendtgørelse om god værdipapirhandelsskik - også kaldet "best execution". Arbejdsgruppen har haft en bred sammensætning blandt aktørerne på markedet og har netop afleveret sin rapport om god værdipapirhandelsskik til Fondsrådet.

"Best execution" indebærer, at kunden sikres de bedst mulige betingelser i forbindelse med værdipapirhandel, og har været et varmt emne i efteråret - bl.a. på grund af Dansk Aktionærforenings undersøgelse fra august 2000. Der er blevet fokuseret meget på behandlingen af de private kunder, når de handler værdipapirer, og det er helt berettiget. Dette er en afgørende faktor, når det drejer sig om at bevare tilliden til markedet.

Arbejdsgruppens udkast til bekendtgørelse indeholder bl.a. følgende elementer:
  • Ingen børspligt. Princippet om aftalefrihed fastholdes, dog suppleret med en formodningsregel, således at en handel - hvis intet andet er aftalt - antages at ske i kommission. Da denne type handeler som oftest sker over en fondsbørs' systemer, forventes regelen at medføre, at flere og flere handeler vil blive gennemført på denne måde.
  • Udkastet præciserer de regler, der gælder i forbindelse med kundens indgåelse af aftalen med værdipapirhandleren samt stiller specifikke krav til afregningsnotaen. Det afgørende er, at det står kunden klart, hvad der er foregået i forbindelse med handelen, og at kunden har mulighed for at kontrollere forløbet.
  • Udkastets generalklausul (§ 3) gælder for alle typer værdipapirer, mens de øvrige regler alene skal gælde for handel med en snævrere kreds af papirer inden for visse beløbsgrænser. Det er endvidere - i et vist omfang - muligt at vælge beskyttelsen i bekendtgørelsen til eller fra.
Spørgsmålet om rådgivning indgår ikke i bekendtgørelsesudkastet men vil blive behandlet i en kommende bekendtgørelse fra Finanstilsynet om god værdipapirhandlerskik, jf. værdipapirhandelslovens §§ 5 og 6.

Rapporten er den 5. december 2000 sendt i høring hos en række organisationer og myndigheder og kan findes på Finanstilsynets hjemmeside www.finanstilsynet.dk eller kan læses her:

Gå direkte til rapporten.

Rapporten kan endvidere afhentes i Finanstilsynet, Servicecentret, Gl. Kongevej 74A, 1850 Frederiksberg C.

Fondsrådet har endnu ikke behandlet rapporten og ønsker forud for en stillingtagen hertil en bred debat om problemstillingen. Rådet opfordrer i den anledning alle interesserede til at fremkomme med bemærkninger til det i rapporten indeholdte udkast til bekendtgørelse snarest belejligt og senest mandag den 15. januar 2001.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  13.11.2003