Meddelelse om FATF rapport


27. juni 2000


Meddelelse om FATF rapport

Kontaktpersoner
Kirsten Mandrup
Henrik Bjerre-Nielsen
Telefonnr. 33 55 82 82

Finanstilsynet har den 26. juni 2000 tilskrevet Finansrådet, Børsmæglerforeningen, Forsikring & Pension, Realkreditrådet og Den Danske Fondsmæglerforening således:

"FATF indledte i slutningen af 1998 en fortløbende proces for at identificere lande og jurisdiktioner med alvorlig mangelfuld indsats mod hvidvaskning af penge for at tilskynde disse til at gennemføre internationale standarder på området. På FATF's plenarmøde den 20. - 22. juni 2000 afsluttede FATF gennemgangen af 29 lande og jurisdiktioner efter en række på forhånd fastlagte kriterier, og 15 lande og jurisdiktioner blev identificerede som værende 'ikke-samarbejdsvillige' i kampen mod hvidvask.

FATF har offentliggjort sin rapport om arbejdet med at identificere 'ikke - samarbejdsvillige' lande og territorier. Rapporten er endvidere optaget som bilag til FATF's årsrapport for 1999-2000 som annex A. Begge rapporter vedlægges. Rapporterne er også tilgængelige på FATF's hjemmeside : www.oecd.org/fatf

Følgende lande og jurisdiktioner er af FATF identificerede som værende 'ikke-samarbejdsvillige':
- Bahama-øerne
- Cayman Islands
- Cook Islands
- Dominica
- Israel
- Libanon
- Liechtenstein
- Marshall Islands
- Nauru
- Niue
- Panama
- Filippinerne
- Rusland
- St. Kitts and Nevis
- St. Vincent and the Grenadines Det fremgår af rapportens pkt. 65, at FATF kraftigt opfordrer de 15 lande og jurisdiktioner til at indføre bedre regler og praksis på hvidvaskområdet så hurtigt som muligt.

Indtil dette sker, anbefaler FATF, at finansielle institutter er særlig opmærksom på forretningsforbindelser og transaktioner med personer, herunder selskaber, fra de ikke-samarbejdsvillige lande og jurisdiktioner. På denne baggrund skal Finanstilsynet henstille, at de danske finansielle institutter er særlig opmærksom på forretningsforbindelser og transaktioner med personer, herunder selskaber, fra de ovennævnte af FATF identificerede lande og jurisdiktioner.

Afslutningsvis skal tilsynet henlede organisationernes opmærksomhed på, at den østrigske regering har fremsat en klar politisk tilkendegivelse om ophævelse af anonyme 'passbooks'. Endvidere er der fremsat et lovforslag, som forbyder oprettelse af nye anonyme 'passbooks', og inden for ganske få år ophæves anonymiteten på eksisterende anonyme 'pass-books'. På denne baggrund er Østrig ikke blevet ekskluderet af FATF, men FATF vil fortsat følge sagen meget tæt. FATF's pressemeddelelse om Østrig vedlægges til orientering."

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  13.11.2003