Accept af cookies fra Finanstilsynet.dk

Finanstilsynet.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra Finanstilsynet.dk igen.

Accepter cookies Læs mere om cookies på Finanstilsynet.dk

Investeringsforening

En investeringsforening er en forening, som modtager penge fra en kreds af investorer, og herefter investerer pengene i mange forskellige værdipapirer.


I stedet for at man som investor selv investerer i værdipapirer, kan man købe et investeringsbevis i en investeringsforening. Dermed er man medlem af investeringsforeningen, og værdien af ens investeringsbevis kan stige og falde i takt med, at værdipapirbeholdningen i foreningen stiger eller falder i værdi.


Der findes regler for, hvor meget en investeringsforening må investere for i de forskellige værdipapirer. Reglerne er lavet for at sikre, at risikoen ved investeringerne spredes.


En investeringsforening er forpligtet og eneberettiget til at anvende betegnelsen "investeringsforening" i sit navn. Det vil sige, at kun investeringsforeninger, som er underlagt særlig lovgivning, kan kalde sig investeringsforeninger. Andre former for investeringsklubber, investeringsfonde m.m. må derfor ikke kalde sig for investeringsforening.


Nogle investeringsforeninger har flere afdelinger, der hver især fokuserer på særlige investeringsområder. Det kan fx være, at afdelingen kun investerer i obligationer eller kun i aktier i Østasien.