Finanstilsynets behandling af sager om mulig insiderhandel

Jyllands-Posten har i går og i dag bragt artikler om mulig insiderhandel i Roskilde Bank.

Finanstilsynet har ikke mulighed for at kommentere den sag, som Jyllands-Posten dækker, men ønsker på baggrund af omtalen at bidrage til offentlighedens indsigt i, hvordan sager om mulig insiderhandel bliver behandlet.

Finanstilsynet overvåger løbende markedet for handel med værdipapirer i børsnoterede virksomheder. Overvågningen omfatter alle former for markedsmisbrug, herunder insiderhandel og kursmanipulation.

Hvert år undersøges et stort antal sager, og antallet af sager, der fører til politianmeldelse, er stigende. I 2009 blev 20 sager om markedsmisbrug politianmeldt.

Finanstilsynet overvåger løbende markederne med henblik på at identificere mistænkelige handler. Derudover modtager Finanstilsynet en del anmeldelser fra både borgere, virksomheder, værdipapirhandlere og andre tilsynsmyndigheder.

Alle sager bliver vurderet grundigt. Vurderingen tager udgangspunkt i de værktøjer, Finanstilsynet har til rådighed i markedsovervågningen.

1.        Finanstilsynets eget markedsovervågningssystem TRACE,

2.        handelsudtræk og depotoverførsler fra VP,

3.        data fra værdipapirhandlere, f.eks. båndoptagelser af handelsinstrukser eller lignende

4.        insiderlister fra børsnoterede virksomheder

5.        CPR-registret til identifikation af eventuelle forbindelser mellem de implicerede personer

6.        andre kommercielle værktøjer, der kan bruges til at etablere personrelationer

7.        Finanstilsynet har også mulighed for at bede om en redegørelse fra de berørte parter

På baggrund heraf foretages en samlet, konkret vurdering af, om lovgivningen er overtrådt.

Ved sager om overtrædelse af forbuddet mod insiderhandel indgår en lang række faktorer i vurderingen, herunder:

· Om den interne viden har været af betydning for handlen – hvad har motiveret handlen?

· Karakteren af den interne viden – er den interne viden positiv eller negativ sammenholdt med hvorvidt der er købt eller solgt værdipapirer?

· Om handelsadfærden har været usædvanlig i forhold til investors normale handelsmønster

· Den tidsmæssige sammenhæng mellem de pågældende handler og den interne viden.

Afklaringen af, om der er sket en overtrædelse af forbuddet mod insiderhandel kan tidsmæssigt strække sig over kortere eller længere tid, afhængigt af, hvor vanskeligt det er at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at afklare de faktiske omstændigheder i hændelsesforløbet, og hvor omfattende et sagskompleks, der er tale om.

Når Finanstilsynet vurderer, at der er sket en lovovertrædelse, vil sagen blive forelagt Fondsrådet med henblik på anmeldelse til Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet.

Oprettet d.  16.02.2010  og sidst redigeret d.  16.02.2010

Kontakt

Vicedirektør

Julie Galbo

33 55 82 07

jg@ftnet.dk

Vicedirektør Julie Galbo